Det grå betongulv var ru, som sandpapir, og sugede grådigt vand op. Kluden – en grov jute – var blevet tung af fugt og snavs og var blevet til en kold klump, der måtte vrides ud med kraft.
Katya kunne mærke enhver ujævnhed i overfladen gennem den tynde gummi i sine handsker, mærkede kulden stige op fra det iskolde gulv til sine knæ.
Hun bevægede metodisk sin hånd til højre, derefter til venstre og tegnede våde halvcirkler.
Denne monotone bevægelse havde sin egen rytme, en slags meditation, der tillod hende at slukke sine tanker og kun koncentrere sig om rengøringsprocessen. Snavset gav ikke efter med det samme – hun var nødt til at trykke hårdere og mærke materialets modstand.
