Del 2: Kold opvågning
Med disse sidste, uhyggelige ord forsvandt de sytten mænd ind i skyggerne. Blodet forsvandt fra gulvet, som om det aldrig havde været der, og efterlod en kulde så intens, at den lignede en grav.
Jane forblev på gulvet, hendes krop plaget af voldsomme, stille hulken. Jeg så på hende, mit hjerte hamrede mod mine ribben. «Jane,» hviskede jeg med dirrende stemme. «Hvad med dig? Hvad bad du disse væsener om? Købte du vores rigdom? Bad du dem om at beskytte mig mod døden?»
Hun kiggede langsomt op på mig, hendes øjne tomme og mørke. «Jeg var ligeglad med penge, og jeg var ligeglad med mine leveår,» hviskede hun med livløs stemme. «Kan du ikke huske natten for ti år siden? Den aften du fortalte mig, at du ikke elskede mig længere? Den aften du pakkede dine tasker for at forlade mig for altid?»
Et minde dukkede op i mit sind – en kold tirsdag aften, en kuffert og en pludselig, overvældende forandring i mit sind, der havde holdt mig hos hende i et årti.
«Jeg kunne ikke give slip på dig,» udbrød hun. «De sytten mænd … de var vogterne af din hengivenhed. Hver dag kom de for at væve kærligheden tilbage i dit hjerte. De bukser var det eneste, der bandt din sjæl til min.»
Mens hun talte, skyllede en skræmmende følelse over mig. Den varme, jeg havde følt for Jane de sidste ti år – den stærke, beskyttende kærlighed, jeg havde troet tilhørte mig – fordampede simpelthen. Den forsvandt ikke; den døde øjeblikkeligt. Jeg kiggede på kvinden, jeg havde elsket øjeblikke før, og følte… ingenting. Ingen vrede, ingen medlidenhed, bare en enorm, iskold tomhed.
Fortryllelsen var brudt. Manden, der havde elsket hende, var væk, myrdet af sin egen hånd i et anfald af jalousi. Jeg vendte mig væk fra hendes hulken og gik mod døren, hvor jeg endelig indså, at jeg i ti år ikke havde været en ægtemand – en fange af disse tråde.
