Mit navn er Andrei, jeg er 21 år gammel, og jeg er tredjeårsstuderende i Bukarest. For at betale for mine studier og få enderne til at slå til, tager jeg alle mulige deltidsjobs, lige fra privatlektioner til at hjælpe til på en café.
En dag så jeg en annonce i en Facebook-gruppe: Der var brug for en rengøringsassistent til en ældre kvinde ved navn Maria, som boede alene i et gammelt hus på en smal gade nær bymidten.
Da jeg besøgte hende første gang, blev jeg ramt af hendes skrøbelige udseende. Hendes hår var helt gråt, hendes hænder rystede, og hun lænede sig op ad en stok. Lejligheden var lille og gammel, fuld af levn fra fortiden: en ødelagt radio, falmede fotografier, en knirkende seng.
Hun fortalte mig, at hun led af gigt og forhøjet blodtryk, hvilket gjorde det svært for hende at gå. Jeg kom en gang om ugen for at gøre rent, støve af og vaske op. Til gengæld lovede hun at betale mig 200 lei for hvert besøg. Dette beløb virkede ret rimeligt for mig, så jeg indvilligede.
Med tiden bemærkede jeg, hvor hårdt livet var for hende. Køleskabet var næsten altid tomt – højst æg og et par grøntsager. Nogle gange spiste hun kun ris, intet andet.
Hun sagde, at hun ikke ville være en byrde for sine børn, der boede langt væk.
Jeg havde meget ondt af hende.
Efter rengøringen blev jeg længere: Jeg tog på markedet, købte dagligvarer og lavede ordentlige måltider til hende. Hun spiste med velbehag, og hendes øjne lyste op, når hun smagte den varme suppe.
Nogle gange, når hun var rigtig syg, tog jeg hende med på hospitalet og blev ved hendes side.
Men månederne gik, og hun betalte stadig ikke.
Jeg forstod, men jeg kunne ikke lade hende være alene – hun var for ensom.
En dag, da vi forlod hospitalet, tog hun min hånd og sagde stille noget vigtigt…
Fortsættes i kommentarerne. 
Hendes ord blev ved med at sidde fast i mig længe.
Jeg smilede og sagde, at jeg ikke lavede noget særligt. Men inderst inde vidste jeg, at det var vigtigt for hende.
Mit liv fortsatte som sædvanligt: skole, deltidsarbejde og besøg hos Maria. Hver onsdag gik jeg ned ad den samme stille gade – gamle huse, rustne porte, en doven kat på motorhjelmen.Maria hilste altid på mig med et smil.
Nogle gange overvejede jeg at stoppe. For en studerende er 200 lei om ugen meget. De penge ville virkelig hjælpe meget.
Men hver gang jeg så hende gå langsomt, lænet op ad sin stok, kunne jeg ikke forlade hende.
En vintermorgen, da sneen faldt sagte, nærmede jeg mig hende og så døren stå på klem.
Huset var for stille.
«Maria?» råbte jeg.
Der var intet svar.
Jeg gik ind i soveværelset – og forstod alt.
Hun lå ubevægelig.
Ambulancen ankom hurtigt, men det var for sent.
«Hun døde fredeligt,» sagde lægen.
For mig var det som at miste en, der stod mig kær.
Et par dage senere vendte jeg tilbage for at give nøglerne til min nabo.
Alt i huset var som før.
Men der lå en kuvert på bordet.
Skrevet med en rystende hånd: «Til Andrey.»
Jeg åbnede den, og mine hænder rystede.
Den indeholdt et stykke papir og en tyk stak kontanter.
Jeg begyndte at læse.
«Kære Andrey,
Hvis du læser dette brev, betyder det, at jeg ikke længere er sammen med dig.
Du undrede dig sikkert over, hvorfor jeg ikke betalte dig.
Ikke fordi jeg ikke ville.
Jeg ville forstå, hvilken slags person du var.
Der var andre før dig. De forlod mig efter et par uger, så snart de indså, at de ikke havde nogen penge.
Men du blev.
Desuden passede du på mig som min egen bedstemor.
Du lavede mad, kørte mig til hospitalet og bragte mig dagligvarer, alt sammen på din egen regning.
I mit sidste leveår blev du familie for mig.
Så alt, hvad jeg formåede at spare, er nu dit.
Brug disse penge til dine studier og dine leveomkostninger.
Gode mennesker fortjener en chance.
Med kærlighed, Maria.»
Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.
Kuverten indeholdt over 40.000 lei.
For mig var det en enorm sum – jeg var i stand til at betale for mine studier og købe min første rigtige bærbare computer.
Men det vigtigste var ikke pengene.
Det vigtigste var lektien.
Nogle gange gør man noget godt uden at forvente noget til gengæld.
Og så finder livet en måde at takke én på den mest uventede måde.
